-
Ørsteds krise er total – og mareridtet risikerer at fortsætte: »Det er en katastrofe«
Source: BDK Finans / 11 Aug 2025 11:39:52 America/Los_Angeles
Det er et sjældent syn, at aktien hos et kæmpe dansk selskab brager ned med omkring 29 procent på én dag. Men det er ikke desto mindre den virkelighed, der nu rammer Ørsted. Mandag meddelte selskabet, at der skal hentes 60 milliarder kroner i en kapitaludvidelse på aktiemarkedet, hvoraf den danske stat kaster 30 milliarder kroner i det kriseramte selskab. Milliarderne skal findes på aktiemarkedet, hvor nuværende aktionærer bliver tilbudt yderligere aktier, så deres andel af den samlede pulje forbliver det samme som før. Det voldsomme fald i aktien skaber dog stor nervøsitet og usikkerhed hos investorerne, især fordi problemerne har stået på siden 2023. Men måske er mareridtet langtfra slut. Selskabet risikerer, at udfordringerne – der stort set udelukkende skyldes en langstrakt hovedpine over det amerikanske marked for havvind – kommer til at fortsætte fremover. Det vurderer flere analytikere oven på det kæmpe fald mandag. »Allerede nu er der kæmpe konsekvenser. Aktien bliver sønderbanket. I et selskab, hvor man har haft så svært ved at leve op til egne standarder – og har været nødt til to gange at komme ud og skuffe investorerne – er der ingen nåde, når man kommer med en kapitalforhøjelse i den her størrelsesorden,« siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef hos Sydbank. Han peger samtidig på, at kapitalforhøjelsen vil være »et langt, sejt træk« for Ørsted og vil komme til at gøre ondt på aktionærerne. Ørsted-aktien er allerede faldet over 80 procent siden 2021. Kursen har aldrig været lavere, og samtidig er de 29 procent det største fald på én dag nogensinde. »Det er en katastrofe, intet mindre,« lyder det fra Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet. Drømmen om det amerikanske marked lider Vindsektoren er under pres. Investorer hopper ikke på udbud af vindmølleprojekter, og det mærkes i høj grad hos Ørsted. Vindsektoren har ikke taget de kvantespring, som der tidligere var tiltro til, og derfor er usikkerheden på markedet til at tage og føle på – særligt på det amerikanske marked. Efter Ørsted vandt udbuddet på Sunrise Wind-projektet, en stor havvindmøllepark uden for New York, har USA været Ørsteds største udfordring. Projekterne er blevet dyrere og mere usikre end forventet. Sunrise Wind står nu til at blive fuldt ejet af Ørsted. Det skyldes, at et planlagt frasalg er faldet til jorden. Det fejlslagne salg kommer til at koste 40 milliarder kroner, som selskabet nu forsøger at skaffe. De sidste 20 milliarder skal skabe en »robust kapitalstruktur«, der skaber mere fleksibilitet i forhold til frasalg i fremtiden. »Den betydelige emissionsmeddelelse i dag er en negativ udvikling og understreger, at ledelsens tidligere antagelser omkring frasalgsprogrammet, især omkring amerikansk havvind, var for optimistiske,« lyder det fra Deepa Venkateswaran fra det amerikanske finanshus Bernstein i en analyse. Fra enorme milliardambitioner til pengemangel Generelt er der mange vilkår og faktorer, der spiller ind i udfordringerne i USA, fortæller Torsten Hasforth, cheføkonom i tænketanken Concito: »Det er et marked, som er presset, både for konkurrenterne og for Ørsted. Det skyldes rammevilkårene, som gør det mindre lukrativt at etablere havvindmøller end før krigen i Ukraine, og før renterne steg,« siger han. USAs politiske og økonomiske situation har desuden udviklet sig i en retning, der lægger meget pres på projekterne. Højere toldsatser på import af komponenter øger anlægsomkostningerne, mens stigende renter gør kapitalbindingen dyrere. Selvom højere elpriser har givet en midlertidig værdistigning i Ørsteds onshoreaktiver, ændrer det derfor ikke på, at offshoreporteføljen i USA lider. Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at Ørsteds tidligere ambitioner om at investere 475 milliarder i havvind nu er blevet til, at de må bede investorerne om flere penge. Det siger Per Hansen fra Nordnet. »Det betyder også, at mulighederne for, at der kan udloddes udbytte, må være meget langt væk i hvert fald de kommende to år. Det kneb med at skabe aktionærværdi, og det gør det desværre stadigvæk.« Trumps hammer har lammet Ørsted Oven i den pressede situation på det amerikanske marked for havvind peger Ørsted på en bestemt mand som forklaring på problemerne i landet: Donald Trump. I april 2025 sendte Trump-administrationen således et chok igennem hele markedet for havvind, da indenrigsminister Doug Burgum på X beordrede et øjeblikkeligt arbejdsophør på byggeriet af havvindparken Empire Wind i New York. Projektet opføres af den store norske energikoncern Equinor, som allerede havde opnået alle nødvendige tilladelser og brugt milliarder af kroner på Empire Wind. Først over en måned senere fik Equinor lov at arbejde videre, men sagen har nedkølet markedet og skadet interessen for at investere i havvind, forklarer Ørsted-topchef Rasmus Errboe. »Situationen omkring Empire Wind har øget usikkerheden, og det betyder, at det ikke har været muligt for os at gennemføre et salg af Sunrise Wind,« forklarede topchef Rasmus Errboe på en hasteindkaldt pressebriefing mandag formiddag. Investorer får tilbudt at købe flere aktier Selvom aktien nu er i frit fald, betyder det på ingen måde, at det ikke bliver værre fremover. I et hårdt presset marked falder aktien således også hos en af Ørsteds konkurrenter, Vestas, med næsten fem procent. Samtidig risikerer investorerne, at deres aktie bliver udvandet, hvis de ikke har lyst til at købe de yderligere aktier, de nu får tilbudt. »Det er loddet for aktionærerne i sådan et tilfælde her. Hvis de ikke ønsker at komme med en pose penge, bliver deres ejerandel i Ørsted mindre,« slår Jacob Pedersen fra Sydbank fast. For knap syv måneder siden blev topchef Mads Nipper fyret og afløst af den daværende viceadministrerende direktør, Rasmus Errboe. Han har nu været nødsaget til at igangsætte en ekstern kapitaltilførsel, selvom Ørsted flere gange har lanceret handlingsplaner, hvor det netop blev pointeret, at sådan én ikke var nødvendig. »Der er opstået en ekstraordinær situation i USA. Nu skaber vi et solidt Ørsted med den her plan, og det er samtidig vigtigt at understrege, at vores underliggende forretning er god,« forklarede Rasmus Errboe på pressebriefingen mandag. Politikerne står last og brast med Ørsted Til gengæld er der opbakning til Ørsted fra den danske stat, der nu investerer 30 milliarder mere i selskabet. På Christiansborg har politikerne længe stået last og brast med de udfordringer, der har været hos Ørsted de seneste år, fortæller Jacob Pedersen fra Sydbank. »De må forvente, at Ørsted på en eller anden måde kan finde ind til den kerne, som tidligere har været selskabets fordel. Og hele deres europæiske havvindforretning er stadig et meget stort styrkepunkt for selskabet,« siger han. Samtidig med udmeldingen har Ørsted mandag præsenteret resultatet for andet kvartal, hvilket oprindelig først skulle ske onsdag. Her fastholder energiganten forventningerne til driftsindtjeningen i hele 2025 med et driftsoverskud på mellem 25 og 28 milliarder kroner. Også forventningerne til bruttoinvesteringer fastholdes i niveauet 50 til 54 milliarder. Ørsted har indkaldt aktionærerne til ekstraordinær generalforsamling 5. september, hvor der skal stemmes om planerne. Topchef Rasmus Errboe lagde under pressebriefingen mandag ikke skjul på, at det bliver svært at gennemføre. »Det bliver et langt, sejt træk at genrejse Ørsted.« Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra energigiganten, men selskabet ønsker hverken at kommentere yderligere på aktiekursen eller kapitaludvidelsen. https://www.berlingske.dk/virksomheder/oersteds-krise-er-total-og-mareridtet-risikerer-at-fortsaette-det-er